HØR melodien

Se salmens tekst:
197. Min Gud, min Gud, hvorfor...
Vælg melodi:
 Merete Wendler 1991
 Morten Nyord 1999
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Hans Anker Jørgensen

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Jørgensen, Hans Anker



f. 26. jan. 1945 i Kgs. Tisted. F: sognepr. Johannes Alfred J. M: Ellen f. Anker. Efter studentereks. 1964 læste J. teologi v. Kbh.s Univ. hvor han blev kandidat 1974. Han blev sognepr. v. Allehelgens Kirke, Kbh. 1976 og 1979 residerende kapellan v. Husumvold Kirke, Kbh. Fra 1984-91 var han sognepr. i Tingbjerg, derefter sognepr. i Solvang sg. og studenterpr. på Kbh.s Univ. Amager. Fra 1994 fl. t. Islands Brygges sg. som sogne- og studenterpræst. 

Salmer af J. er optaget i en række sang- og salmebøger, navnlig hos de kirkelige børne- og ungdomsforeninger. Selv har J. udgivet salmesamlingerne: til fælles sang … 38 salmer for små og store mennesker 1986, og: Kærlighedens søn. Salmer og andre bidrag til 2000-års festen 2000.

J.’s salmedigtning udtrykker et forsøg på at lade evangeliet komme til orde for dem, som er de små i det moderne, teknologiske og industrialiserede samfund. Bevidst stilles evangeliet på deres side, vendt mod magthavere, profitmagere, pampere og miljøødelæggere. Af samme grund er hans salmer blevet mødt med lige dele begejstret tilslutning og utilsløret skepsis. Samt med forbehold og forsigtighed, der bl.a. gav sig det udslag, at kun en af hans salmer blev optaget i Forslag til ny salmebog 2000, oven i købet i forkortet udgave. Den offentlige høring af forslaget afslørede, at J.’s salmer i langt større grad end antaget har sunget sig ind, og et fyldigere udvalg blev derfor optaget i den endelige salmebog.

A  68, 197, 249, 260, 369, 658.  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

197

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Merete Wendler 1991
Morten Nyord 1999

1

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

2

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku' høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

3

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

4

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

5

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

6

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råb er Himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som nu er livets træ:
»Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!«

7

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.

Hans Anker Jørgensen 1991-1993.