Se salmens tekst:
194. O høje råb, hvis lige a...
Vælg melodi:
 Freylinghausen 1704
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Ambrosius Christoffersen Stub

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Stub, Ambrosius Christoffersen



f. 1705 i Gummerup på Fyn. F: skrædder og fæstehusmand Christopher Pedersen S. M: Christense Ibsdatter. Familien var vellidt på egnens godser og større gårde, og der blev sørget for, at S. kom i Odense Latinskole, hvor han blev student 1725. Han begyndte et teologisk studium, men fangedes ind af det muntre studenterliv, hvor han snart blev populær på sin versekunst og mu­si­kalitet. 1735 ~ Mette Cathrine Schousboe, og kort efter fik de en datter. Hans hustrus farmor havde efterladt en vis formue, bl.a. en gård, som fru Mette overtog. Skødet blev skrevet i S.’s navn, og driften bortforpagtet; men S. stiftede gæld, og 1738 måtte de gå fra gården og fl. t. Faaborg, og S. ernærede familien som skriver og løs medhjælp rundt om. På Valdemar Slot på Tåsinge blev han forretningsudsending for herremanden, og tog sandsynligvis del i en del vare­smugleri fra Ærø. Også der fik han sin gang, helst ved gilder og i lystigt lag, hvor han ydede sit i form af vers og sange. Det samme var tilfældet på Tåsin­ge, men det blev ikke den store løn han kunne sende hjem til familien. I sommeren 1741 fik han fast stilling som sekr. på Valdemar Slot; men det varede kun til jul. S. fl. t. Odense, men tjente så lidt, at fam. 1743 blev fritaget for skat. S. holdt tilværelsens fortrædelighed stangen m. muntre vers selv om egen fattigdom: „Jeg laver tynd Caffee“… Efter sin hustrus død 1747 blev de to børn sat i pleje hos slægtninge, og S. vendte tilbage til sin stilling på Valdemar Slot, og fulgte kammerherren rundt i forretninger og fornøjelser. Hans pengesager vor fortsat i uorden – 1751 lånte han privat 12 rdl. som aldrig blev tilbagebetalt – og året efter blev han afskediget, muligvis for at have besvangret en af gårdens piger. S. endte i Ribe, hvor han efter nogen tid blev huslærer, men søg­te stadig lystigt selskab og klinkende glas. Fra 1756 levede han fra hånden i munden, og kirkebogen fortæller, at den 15. jul. 1758 kl. 6 om morgenen døde „Mons. Ambrosius Stub, studiosus, i den yderste armod.“ Hans efterladte ejendele indbragte 13 rdl. Gælden var over 42.

En del selskabssange og drikkeviser af S. levede i folkemunde, og farvede eftertidens billede af ham. Først sent samlede T.S. Heiberg ned- og afskrifter til en udgivelse: Arier og poetiske Stykker af Ambrosius Stub 1771. Kort efter udkom: Arier og Sange I-II 1773. I 1780 udgav sønnen, Chr. Stub en korrigeret og forøget samling m. samme titel som Heibergs, her var 66 digte, to år senere udkom et: Anhang til Ambrosii Stubs Poetiske Tanker m. 24 nye digte. Udgivelserne – ikke mindst de senere af Barfod (1852) og den dermed forbundne biografiske forskning - giver et mere nuanceret billede af S. og dokumenterer, hvorledes han udvikler sig til religiøs digter. S. står i dag som sin tids mest markante ikke-pietistiske salmedigter.

A  20, 48, 55, 194, 198  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

194

O høje råb, hvis lige aldrig hørtes
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Freylinghausen 1704

1

O høje råb, hvis lige aldrig hørtes,
bliv rørt derved, du føles-løse jord!
Thi Himlen selv, Gud selv i Himlen rørtes,
da Gud og mand brød ud i disse ord:
Min Gud! min Gud! hvi har du i din vrede
forladt mig nu i Helveds grumme hede?

2

Al verdens synd gik Jesus her i møde.
Al verdens straf blev ned på Jesus lagt,
al straffens ve betog ham, før han døde,
ja, evig død blev her af livet smagt;
han led just det, som alle burde lide,
en Guddoms hævn, al Helveds kval og kvide.

3

Så dyrebar blev sjælenes forløsning,
det var ej nok med Jesu blod og sved,
det var ej nok med Jesu blods udøsning,
nej, Jesu sjæl fandt mest, at Gud var vred;
hans Guddoms-magt unddrog sig fra hans smerte,
så vredens ild fik smeltet sjæl og hjerte.

4

Har Jesus råbt i snart fortvivlet våde,
o synder! kom da dette råb i hu,
foragt ej mer den dyrekøbte nåde,
da nådens tid er dog et bare nu.
Hvad godt vil du af Jesu råb vel håbe,
den stund din synd kan op til Himlen råbe?

5

Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve,
døv syndens råb med Jesu høje røst!
Han led forladt, du skal antagen leve,
hans angest er i liv og død din trøst.
Dit sidste suk i kraft af Jesu råben
skal nå din Gud og finde Himlen åben.

Matt 27,46
Ambrosius Stub 1754-1758.