HØR melodien

Se salmens tekst:
193. O hoved, højt forhånet
Vælg melodi:
 Hans Leo Hassler 1601
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Arnulf af Louvain
Paul Gerhardt
Frederik Rostgaard

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Rostgaard, Frederik



f. 30. aug. 1671 på herregården Krogerup, Nordsjælland. F: amts­forvalter Hans R. M: Cathrine Asmusdatter (d. 1672). Fjor­ten år gl. var R. forældreløs, men havde så stor formue, at han kunne bekoste en solid uddannelse. Han studerede v. univ. i Kbh. fra 1687, men drog 1690 af på en niårig studierejse til Tysk­land, Holland, England, Frankrig og Italien. På univ. i Giessen studerede R. jura og arabisk, i Leyden sprog, og udgav der en samling latinske digte af danske forfattere (1693). I Oxford læste han ældre tysk, engelsk og græsk, skrev håndskrifter af, og samlede selv, hvad han kunne opkøbe. 1695 var han i Paris, hvor han blev far til to børn, studerede videre og købte bøger og håndskrifter. Efter tre år fortsatte han gennem Italien. 1699 vendte R. hjem med en omfattende bog- og manuskriptsamling. Året efter blev han geheimearkivar. 1703 ~ Caro­line Revenfeldt.  R.’s ambitioner stod i vejen for den videnskabelige fordybelse, han livet igennem tog stadig nye tilløb til. 1702 blev han adlet, han kom til at sidde i den ene kommsission efter den anden, og fik også sæde i Højesteret. 1712 blev han direktør for Vestindiske og Guineiske Compagnie, og 1714 medl. af direktionen for brandvæsen og vandværker i Kbh. Samtidig steg han i graderne fra justits- til etatsråd, og endelig justitiarius og oversekr. i Det danske Kancelli (1721) – rigets tredje mest indflydelsesrige embede. Fjendskab og misundelse trak R. ind i en bestikkelsesskadale, og han blev tvunget til at frasige sig sine højeste embeder og forlade hoffet og hovedstaden (andre i skandalen gik det betydelig værre). Snart mildnedes straffen, R. vendte tilbage til hovedstaden og fra 1727 til hoffet – dronningen, Anna Sophie Reventlow, var hans kones halvsøster. Hans sidste embede var ved Øresundstolden i Helsingør fra 1730, men allerede året efter fik han en rund pension og trak sig tilbage til sin fødegård og sine litterære sysler. R. døde på Krogerup 25. apr. 1745.

Blandt sine omfattende sprogarbejder beskæftigede R. sig også med salmeoversættelser. I Oxford udgav han en overs. af. Geo Neumark: Wer nur den lieben Gott lässt walten. Med dansk Oversættelse. Hvo ikkun Herren lader raade 1694. Den fastlagde hans metode: at anføre den tyske og den danske tekst parallelt. Det skete i alle de følgende samlinger: Nogle Aandelige Psalmer/ Af Tydsken paa Danske Oversatte ved den, Som finder I gudsfrygt og dyd Siælens største FRyd 1718. (R.’s initialer er skjult i titlens sidste ord). Dansk Oversættelse af Fire og Tredive Udvalde Tydske psalmer, Med et lidet Anhang af Fem Danske Psalmer, Sammensatte Og i Pennen forfattede af F.R. 1738. Dansk Oversættelse af Én og Fyrretive Udvalde Tydske Psalmer, med et lidet Anhang af Sex Danske Psalmer, Sammensatte Og i Pennen forfattede af F.R. 1742.

B  32, 193, 200, 534  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

193

O hoved, højt forhånet
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Befal du dine veje

1

O hoved, højt forhånet
med blodig sår og ve!
O hoved, tornekronet
til smerte, spot og spe!
O hoved, som har været
tilbedet idelig,
men nu så højt vanæret,
vær hilset hjertelig!

2

Hvem voldte al din plage,
din sjæl den mørke nat?
Hvem voldte dig den klage:
Min Gud har mig forladt?
Hvem har den kalk dig givet,
på korsets træ dig bragt?
Hvem har dig, som er livet,
i død og grav nedlagt?

3

Min Jesus, du er såret
for mine synder så,
jeg burde have båret
den straf, som på dig lå;
se hid, her står jeg arme,
fortjente vredens ris,
min Gud, dig dog forbarme,
din nådes glimt mig vis!

4

Jeg takker dig af hjerte,
af ganske sind og sjæl,
min frelser, for din smerte,
du ville mig det vel.
Lad mig, o Jesu Kriste,
ved troen holde mig!
Når øjnene vil briste,
da lad mig dø i dig!

5

Når herfra jeg skal vige,
da vig du ej fra mig!
Og når jeg ned skal stige
i graven, vis mig dig!
Træd frem, så snart mit hjerte
er stedt i dødens nød,
forkort min angst og smerte
for din den hårde død!

6

Vær du mit skjold og bue,
når jeg min afsked tar!
Lad mig dit ansigt skue,
som det på korset var!
Jeg derved sejer vinder
i troen, som sig bør,
dig til mit hjerte binder;
vel den, der sådan dør!

Arnulf af Louvain før 1250.
Paul Gerhardt 1656.
Frederik Rostgaard 1738.