HØR melodien

Se salmens tekst:
175. Jesus, livets rige kilde
Vælg melodi:
 Wolfgang Wessnitzer 1661
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Johann Rist
Hans Adolph Brorson
Wilhelm Andreas Wexels

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Brorson, Hans Adolph



f. 20. juni 1694 i Randerup Præstegård, Vestslesvig. F: sognepræst Broder Brodersen, M: Catharina Margrethe Clausen. B. var af præsteslægt på både sin fars og sin mors side, og dermed var hans og hans to ældre brødres karrierehorisont af­stukket. Faderen døde 1704, og moderen giftede sig med familiens tidligere huslærer, Oluf Holbek, efter at denne havde over­taget sognekaldet. B. og hans brødre blev sendt på Ribe Katedralskole, hvorfra B. blev student 1710, og sluttede sig til brødrene der allerede læste teologi i Kbh. En sygdomsperiode tvang ham til at afbryde studierne; 1715-21 opholdt han sig hos familien i Sønderjylland, de sidste fire år som huslærer hos amtsforvalteren i Løgumkloster.  

Under opholdet i det sønderjyske blev Brorson afgørende præget af pietismen, formodentlig både hos sin ældre bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted, øst for Løgumkloster, siden i selve klosterbyen, og tilskyndet heraf genoptog han sine studier, rejste i september 1721 til København og bestod teologisk embedseksamen 6. oktober. Han var da allerede kaldet til sognepræst i fødesognet, og blev ordineret i Ribe Domkirke 6. april 1722.

 B. var sognepræst i Randerup 1722-29. Det første år giftede han sig med sin 16 år gamle kusine, Cathrine Stenbek Clausen, med hvem han fik 13 børn, hvoraf 7 døde og en søn blev lam og sindsforvirret, og livet igennem holdtes hjemme i et låst kammer.

3. okt. 1729 stadfæstede kongen Brorsons kaldelse til „dansk og tredjepræst“ i Tønder. Her kom han til at arbejde direkte under den tyske provst Johann Hermann Schrader, som var udnævnt året før. Den dansksprogede gudstjeneste holdtes kl. 5.30, og bønderne fra Tønders opland udeblev ofte. Schrader lod da (1730) en bygning opføre i landsbyen Emmerske, efter pietistiske idealer – med skolestue for børnene og bedesal for de voksne. Her fik Bror­son sit virke.

1731 udgav Schrader i Tønder en stor tysksproget pietistisk salmebog. Brorson greb ideen, og allerede året efter udgav han selv et lille hefte med julesalmer: Nogle Jule-Psalmer / GUD til Ære Og Christne-Siæle / i sær sin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern … 1732. De følgende år udkom yderligere 11 hefter med salmer til kirkeårets øvrige højtider og temaer, alle trykt i Tønder. I 1739 samlede B. salmerne fra Tønderhefterne til husandagtssangbogen Troens Rare Klenodie, der kom til at opleve talrige genoptryk, og fornyet brug i 19. årh.s gudelige forsamlinger og vækkelsesbevægelser, samt langs den jyske vestkyst. 92 af Klenodie-salmerne blev tillige optaget i Pontoppidans­  salmebog 1740, og prægede dermed fra begyndelsen den officielle kirkelige salmesang.

1737 efterfulgte B. sin ældre broder som stiftsprovst i Ribe, og 6. aug. 1741 blev han bispeviet. Hans hustru var død i juni s.å. og efter at sørgeåret var til ende, giftede han sig 29. jun. 1742 m. Johanne Christine Riese, med hvem han fik 3 børn. Brorson var en søgt prædikant og visiterede hyppigt i det vidtstrakte stift. Trods det, at han havde måttet overtage forgængerens gæld til embedet, nåede han også administrativt synlige resultater. I hundredåret for enevælden kreeredes B. til teologisk doktor. Som kvittering skrev han en af­handling på latin: De Vexillo Ecclesiæ – ‘Om Kirkens Banner’ – en udlægning af 2 Mos 17,15, der ser Kristus som Kirkens sejrsfane forudsagt i Det gamle Testamente. Afhandlingen er et opgør med Oplysningstidens begyndende rationalisme. Der eksisterer flere vidnesbyrd om Brorsons personlige fromhed og sociale godgørenhed. Hans sidste leveår var plaget af sygdom og tungsind. B. døde 3. jun. 1764 i Ribe bispegård.

Efter Brorsons død fandt man 70 salmer og åndelige sange, skrevet i hans seneste leveår som personlige trøstedigte til egen opbyggelse. Disse digte blev udgivet 1765 under titlen Doct. Hans Adolph Brorsons fordum Biskop over Riber Stift Svane-Sang. Vækkelserne i 1800-tallet genfandt Brorsons salmer, og en samlet udgave af Klenodiet og Svane-sangene oplevede talrige genoptryk under navnet ‘Brorsons Salmebog’.

A  15, 16, 45, 59, 75, 82, 93, 109, 122, 123, 125, 127, 135, 229, 242, 253, 347, 358, 386, 389, 469, 492, 512, 514, 515, 535, 557, 558, 559, 570, 571, 572, 578, 589, 590, 591, 605, 618, 620, 621, 622, 629, 630, 631, 632, 648, 649, 650, 651, 671, 688, 689, 690, 691, 714, 715

B  5, 6, 19, 23, 34, 39, 43, 61, 76, 86, 97, 159, 165, 175, 190, 207, 228, 255, 256, 271, 272, 295, 313, 315, 377, 452, 462, 506, 507, 508, 509, 510, 511, 530, 533, 576, 577, 579, 583, 592, 593, 601, 602, 603, 604, 606, 616, 619, 625, 627, 628, 645, 646, 647, 661, 665, 666, 668, 669, 682  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Jesu liv

175

Jesus, livets rige kilde
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Jesus er mit liv i live

1

Jesus, livets rige kilde,
Himlens ære, glans og lyst,
som vor Fader sende ville
os til frelse, hjælp og trøst!
Hvorfor vil så mange sige
nej til nådens Himmerige?
Hvad er verdens lyst som bedst
dog imod din bryllupsfest!

2

Lifligt er det højtidssæde
ved dit eget bryllupsbord;
fred, retfærdighed og glæde
strømmer til os på dit ord.
Dér er bod for alle smerter,
salighed for alle hjerter,
dér i dig så inderlig
liv og sjæl skal fryde sig.

3

Du, som til din bryllupsglæde
nådig kaldte også mig
og anviste mig et sæde,
hvor der end er rum hos dig,
o, lad altid, dig til ære,
mig i troen iført være
sjælens rene bryllupsdragt,
som din Ånd mig selv har bragt.

4

Lover, alle, og tilbeder
den miskundelige Gud,
som til Himmerig os leder
ved sin nådes sendebud,
indtil alle borde fyldes
og med Himlens glans forgyldes,
når vor Herre sejerrig
fører hjem sin brud til sig.

Matt 22,1-14
Johann Rist 1642.
Hans Adolph Brorson 1734.
W.A. Wexels 1849.