De danske kirkesalmebøger

- en oversigt

Af Jørgen Kjærgaard

 

Indtil 1700-tallet var en "salme" en af Det Gamle Testamentes sange. Sagde man "salmebogen" mente man Salmernes Bog i Bibelen. Men i løbet af 1600-tallet blev udtrykket overført på de kirkesange, der var den evangelisk-lutherske reformations vigtigste fællesskabsdannende formidlings- og undervisningsmiddel.

 

Det var reformationens foregangsmand, Martin Luther, der havde taget initiativet ved selv at udarbejde en række `kirkesange´ netop i form af gendigtede Davidssalmer fra Bibelen. Luthers salmer blev mønstret for de tusindvis af salmer, der den dag i dag præger de protestantiske kirkesamfund - ikke mindst den danske folkekirke, hvis gudstjeneste slet ikke kan holdes uden salmesang.


Den evangelisk-lutherske salmesang blev til samtidig med, at bogtrykkerkunsten for alvor kom i brug i de nordeuropæiske universitets- og domkirkebyer, hvor der fandtes tilstrækkeligt med læsekyndige købere. Reformationen tog den nye teknologi i brug og opfandt den kirkelige sangbog for menigmand. Menighedssangen var for betydningsfuld til bare at gå fra mund til mund. Den måtte fastholdes i bogtrykte tekster, så man bevarede indholdet rent og ret, sikret mod den til- og omdigtning, der uvægerlig fulgte al mundtlig overlevering.


Sådan opstod salmebøgerne, som vi stadigvæk kender og bruger dem. Luther selv nåede at redigere eller have tilsyn med udgivelsen af flere tyske salmebøger, og når danske studenter vendte hjem fra Luthers universitet i Wittenberg, havde de salmer med og fik dem hurtigt oversat. Så tidligt som fra anden halvdel af 1520'erne kendes både en jysk og en østdansk samling af lutherske salmer på dansk; og de har givet foreligget i trykt form, selvom de tidligste danske salmebøger ikke mere er bevaret. Alt tyder på, at der hen over midten af 1500-tallet tryktes salmebøger i både Viborg, Malmø og København, samt importeredes dansksprogede salmebøger fra nordtyske bogtrykkere.

 

1569

Den danske Psalmebog - Thomissøns salmebog

Den første officielle danske salmebog blev redigeret og trykt i København af byens domprovst, sønderjyden Hans Thomissøn. Med bistand af faderen, Thomas Knudsen, der var sognepræst og provst i Hygum i Ribe stift, samlede og udvalgte Thomissøn 269 salmetekster og melodier.

 

Faderen havde været blandt de tidligste lutherske prædikanter i det nordslesvigske hertugdømme - med forbindelse til den første lutherske præsteskole i Haderslev - og havde dermed både teologisk og praktisk kendskab til den ægte evangeliske salme. Det kunne nok behøves; markedet for salmer var nærmest umætteligt, og mange bogtrykkere tog det ikke så nøje med indholdet. Men det, der stod i salmerne, var af afgørende betydning: I salmesangen sang man det katolske ud og den nye lutherske kristendomsforståelse ind i folket. Af samme grund har da også Thomissøns salmebog et særligt register over "gamle papistiske sange som er korrigerede".


Thomissøns salmebog var kongerigets første officielle, og kongen bestemte, at hver af landets godt 1500 kirker skulle anskaffe et eksemplar. Men bogen var dyr, og ret mange flere blev der næppe trykt. I stedet blev det en billigbogsudgave med både kalender, katekismus, bønner, evangelier og epistler til hele kirkeåret, der blev folkesalmebog. Den oplevede en række genudgivelser frem til 1608, hvor den blev overhalet af andre bogtrykkersalmebøger med stadig flere salmer og bønner og andet andagtsindhold. Den sidste af slagsen rummede 1010 salmer! Stort set alle disse salmebøger havde i varieret form ordene: "ny, fuldkommen salmebog" på titelbladet - også dengang kendte man reklamens magt.

 

Blandt de i samtiden mere upåagtede var en lille rejse- og daglig andagtsbog med salmer i, digtet af Helsingørpræsten Hans Christensen Sthen - han skulle siden blive anerkendt som den første, der for alvor tog det danske sprog i brug til salmedigtning.


1699

Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog - Kingos salmebog

De fuldkomne salmebøger, som tryktes op gennem 1600-tallet, gjorde salmebrugen mere og mere besværlig. Ofte var gengivelsen af de samme salmer vidt forskellig fra udgave til udgave, både hvad angik formen, indholdet og antallet af vers. Det var højst utilfredsstillende og krævede en radikal løsning. Den kom i 1680'erne, hvor der fra højeste sted forordnedes såvel en ny kirkelig lovgivning (Danske Lov 1683), en ny udgave af kirkens ritualer og bibelske læsninger (Kirke-ritualet 1685 og Alterbogen 1688) - og meningen var så, at det hele skulle afrundes med en ny rigssalmebog for det forenede kongerige Danmark-Norge. Til den opgave havde man ingen bedre end tidens fremmeste salmedigter med hele to husandagtssalmebøger bag sig (Aandelige Siunge-Choor 1676 og 1681), biskoppen på Fyn, Thomas Kingo. Han skulle nu redigere en ny, tidssvarende salmebog med det bedste af de gamle og en del af sine egne salmer, og gøre det sådan, at der var salmer nok til alle kirkeårets søndage. I 1689 var Kingo godt halvt færdig og indsendte den halve salmebog til kongens godkendelse - "Vinter-Parten", med faste salmer til hver søn- og helligdag fra advent til trinitatis - hvor flere end halvdelen af bogens 263 salmer var skrevet af ham selv. Tanken var m.a.o. en salmebog i to bind, og Kingo havde flere salmer på lager til den påtænkte sommerdel.


Hvad der egentlig skete, er stadig dunkelt. Kongen godkendte salmebogen, og Kingo, der som løn for sit arbejde havde fået privilegium på trykningen og salget, gik straks i gang med at udgive bogen. Men 28 dage senere trak kongen uden begrundelse sin godkendelse tilbage og forlangte de allerede trykte eksemplarer af salmebogen beslaglagt. Kingo var faldet i dybeste ugunst og kom kun langsomt til nåde igen. Hans salmebog var fortabt.


Først i 1696 satte man en række københavnske sognepræster til at danne landets første salmebogskommission med henblik på endelig at få en salmebog frem. Kommissionen brevvekslede med Kingo og medtog ganske mange af hans salmer, men det blev ikke den bog, Kingo havde forestillet sig. Han fik dog lov at udgive den - han havde jo trykkeriet stående klar på loftet i Odense bispegård - og hans navn kom også på titelbladet med en vis ret, idet han med 85 salmer blev bogens absolutte hovedforfatter.


Eftertiden ydede Kingo mere end fuld retfærdighed. 1699-salmebogen gik over i historien som "Kingos salmebog" og blev den salmebog, der holdt sig i brug længst. Først i 1960'erne blev den afskaffet i de sidste kirkesogne blandt `de stærke jyder´ mellem Horsens og Vejle; og i en enkelt luthersk frikirke nord for Herning bruges den faktisk endnu.

 

1740

Den Nye Psalme-Bog - Pontoppidans salmebog.

Fra 1730'erne vandt en ny åndsstrømning indpas ved det danske hof: den tyske pietisme (fromhedsdyrkelse), som, i modsætning til 1600-tallets dogmatiske rettroenhed, lagde vægt på, at kristendom og kirkelighed skulle både føles og udtrykkes. Det prægede også salmedigtningen; det var pietisterne, der for alvor begyndte at rime hjerte med smerte... Det pietistiske hof under Christian 6. antog sig i 1735 en hofpræst af den nye tid, Erik Pontoppidan, som året efter fik kongelig befaling om at "indrette" en ny salmebog "efter visse Materier" - altså med salmer om åndelige emner. Pontoppidan havde som huslærer på Als færdedes i sønderjyske, pietistiske kredse og var der kommet i forbindelse med den danske præst i Tønder, Hans Adolph Brorson, som havde udgivet en række pietistisk prægede salmehefter til brug ved hjemmeandagt. Af dette materiale benyttede Pontoppidan hele 92 salmer, og Brorson blev således med ét 1700-tallets store kirkesalmedigter.


Pontoppidans salmebog lagde 259 pietistiske salmer oven i Kingo-salmebogens 297. Den indførtes ved hoffet, straks den udkom (1740) og kom i brug i adelen og det bedre borgerskab og i de egne, hvor pietismen havde sat sit præg - Bornholm, det sydlige Norge og i Nordslesvig, hvor den holdt sig længe og blev en afgørende faktor i bevarelsen af dansk som kirkesprog.

 

1778

Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer - Guldbergs salmebog

Pontoppidans salmebog havde udfoldet statspietismens kirkesang. Fra Frederik 5.'s tronbestigelse (1746) lagde hoffet afstand til pietismen og vendte sig med stor appetit mod oplysningstidens tanker om videnskab og fornuft som grundlag for reformer af tilværelse og samfund. Det krævede også en helt ny salmebog. Kongens statssekretær, Ove Høegh Guldberg, nedsatte 1777 sig selv og Sjællands biskop, Ludvig Harboe, som hurtigtarbejdende salmebogskommission, og allerede året efter lå salmebogen klar - en gennemrevideret salmesamling, hvor mange gamle var udeladt, og hvor 149 af salmebogens i alt 438 salmer var skrevet af Guldbergs protegé, skovriderenken Birgitte Boye. Det var salmer, der skubbede de bibelske tekster til side, tog udgangspunkt i det nye, videnskabelige verdensbillede og i den omverden, man kunne erfare med sine sanser og begribe med sin forstand.

 

1798

Evangelisk-kristelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt

Det guldbergske oplysningsprojekt var ikke tilstrækkeligt for den nye "oplyste" borgerstand, som lagde afstand til almuens gamle, jordbundne forestillinger og traditioner og nu for alvor gjorde sig samfundsmæssigt gældende. Da en brand i 1795 ødelagde Vajsenhusets oplag af færdigtrykte Guldberg-salmebøger, besluttede man sig for i stedet at udgive en helt ny salmebog. Revolutionstankerne i Europa var nået til Danmark og med dem en stærk kirkekritik og krav om værdsættelse af borgerdyder og frihedsidealer. Det måtte kirkens mænd tage bestik af og imødekomme. De gjorde det gennem den af kirkens bøger, alle havde et forhold til. Sjællands biskop, Nicolai Edinger Balle, satte sig i spidsen for en komite af litterater og kulturpersonligheder, som tilvejebragte Evangelisk-kristelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, og i forordet fremsættes den forhåbning, at bogen bl.a. må tilskynde "...virksom Broderkierlighed til alle Mennesker, samt Flid og Lyst ved Pligternes Udøvelse..." - altså tolerance og samfundsgavnlige, men ikke just kirkelige formål.


Alle 560 salmer i Evangelisk-kristelig salmebog var skåret til, så de ikke tog for lang tid - højst 8, mindst 2-3 vers. Også indholdsmæssigt var der redigeret, ofte til ukendelighed.


Indførelsen af nok en salmebog, kun 20 år efter den forrige, gik trægt. Mange steder opstod der sangkampe i kirkerne, når præst og degn prøvede at introducere den nye salmebog, og menigheden gik af med sejren ved stædigt at synge efter Kingos, hvor salmerne som regel havde flest vers.


1855

Psalme-bog til Kirke- og Huus-Andagt - `Roskilde konvents salmebog´

Utilfredsheden med den rationalistiske salmebog ledte i forskellige retninger. Pietismen fandtes stadig, nu i form af såkaldt gudelige forsamlinger og brødremenighedskonventikler, og nye grupperinger groede ud af tidens folkelige bevidsthed, nationalt, politisk og religiøst. Enkelte præster tog udfordringen op og gik bag om 1700-tallets salmebøger for at finde tilbage til den oprindelige kirkesang. Den mest markante var Grundtvig, som udviklede sit historisk-poetiske kristendomssyn gennem salmedigtning og salmerestaurering.


I 1837 udgav Grundtvig således første bind af sit Sang-Værk til Den Danske Kirke, hvor det var tanken at præsentere den kristne kirkes sang gennem tiderne omstøbt til aktuelt brugbare tekster. Et arbejde, der stadig spores i, at den danske salmebog indeholder gendigtede kirkesange fra både den byzantinsk-ortodoxe, den romersk-katolske og den angelsaxiske kristendom. Hensigten var at genskabe en levende menighedssang med et både bibelsk, historisk og nationalt indhold.


Grundtvigs salmer vakte modstand fra begyndelsen, men virkede også som et incitament til en salmebogsfornyelse, der med flere tilløb resulterede i et forslag fra Roskilde præstekonvent, som, efter gennemsyn hos digteren B.S. Ingemann, blev autoriseret i 1855 som ny kirkesalmebog.


Roskilde konvents salmebog var, med sine 570 salmer, den første salmebog, hvor man bevidst begyndte at respektere salmedigternes oprindelige tekster. Den blev udvidet med to officielle tillæg i h.h.v. 1845 og 1873.

 

1899

Psalmebog for Kirke og Hjem

Grundtvigs kirkesyn og kristendomsforståelse havde sine tilhængere, og også den pietistiske tradition organiserede sig fra 1866 i Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark - begge retninger med egne sangbøger og salmesamlinger straks fra begyndelsen. Dette satte sit præg på kirkelivet, og måtte nødvendigvis også komme til udtryk i kirkens officielle salmebog.

 

Den salmebog på 675 numre, der kom ud af den politiske proces, blev et kompromis mellem hensyn dels til de to store kirkelige retninger, som hver fik deres særlige salmer med i den fælles kirkesalmebog, dels til både de litterære ønsker om respekt for digternes egne ord, men dog med et skråt sideblik til, hvad der var kendt og indsunget.

 

Psalmebog for Kirke og Hjem var i udpræget grad tilbageskuende. Kun én ny salme, som ikke havde stået i de forrige salmebøger og deres tillæg, kom med.


1953

Den Danske Salmebog

I Sønderjylland havde de særlige politiske omstændigheder, som fra tid til anden bragte landsdelen under tysk herredømme, skabt en særlig salme- og salmebogshistorie. Dansk-talende præster og menigheder måtte udgive særlige danske salmebøger, når man af politiske grunde var afskåret fra at bruge de kongerigske. Efter genforeningen i 1920 blev dette et problem. Sønderjyderne ville ikke give slip på den egenart, deres salmetradition rummede - mange Brorson-salmer og kun meget få af Grundtvigs - og udgav i 1925 Den Sønderjyske Salmebog.


Dermed var der to officielle salmebøger i brug i folkekirken. Dette var i længden uholdbart, og derfor tog den sønderjyske menighedsrådsforening initiativ til at få udarbejdet et forslag til en ny, fælles salmebog. Det samme gjorde man fra grundtvigsk side, og et præstekonvent i det midtjyske udgav ligeledes et salmebogsforslag, stærkt præget af den tidlige Tidehvervsteologi.


På denne baggrund nedsatte den daværende kirkeminister et salmebogsudvalg med repræsentation fra arbejdsgrupperne bag alle tre forslag. Resultatet blev en genforeningssalmebog med et fyldigt udvalg af salmer, som var afholdt i Sønderjylland, samt den hidtil største samling af Grundtvig-salmer i nogen kirkesalmebog. Tillige var Kingo, Brorson og Ingemann markant repræsenteret. Nye salmer havde man til gengæld intet blik for - kun en halv snes af dens 751 salmer var fra 20. århundrede.
Den Danske Salmebog 1953 blev således udpræget nationalbevidst. Dens sigte var forening af den sønderjyske og den kongerigske salmesang; ikke salmefornyelse.


2002

Den Danske Salmebog 2002

I de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer gærede det samme opgør mod det bestående, som fra 1968 slog ud i det såkaldte ungdomsoprør. Det kom især til udtryk i eksperimenter med andre former for gudstjeneste, der igen banede vej for nye forsøg med kirkens sang og musik. Fra små salmehefter voksede forsøgene til egentlige salmebogstillæg, som igen kaldte nye salmedigtere frem. I 1991 gav kirkeministeriet et redaktionsudvalg den opgave at samle det mest brugbare fra den nyeste salmedigtning til et fælles salmebogstillæg, som skulle være første skridt på vejen til en ny salmebog. Tillægget udkom i 1994, men da var den officielle salmebogskommission allerede nedsat.

 

Salmebogskommissionen arbejdede fra 1993-2002. Hele det hidtidige salmestof blev gennemgået med et skarpt blik for, hvor tidligere tiders salmebogsredaktører havde omarbejdet de originale salmer. Ligeledes blev et omfattende materiale af nyskrevne salmer, både danske og udenlandske, vurderet - og undervejs blev melodispørgsmålene indgående drøftet. Også salmebogens andagtsdel med bønnebog, bibelord og Luthers lille Katekismus blev nybearbejdet.

Med sine 791 ældre og nye salmer er Den Danske Salmebog 2002 den hidtil mest omfangsrige kirkesalmebog i Danmark; og siden udgivelsen i 2003 er den taget i brug i næsten samtlige menigheder i Den Danske Folkekirke.


En mere omfattende og illustreret fremstilling af salmehistorien findes i standardværket Salmehåndbog I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003.