O Jesus, troens dyre skat,
begyndelse og ende,
o søde Jesus! lær mig, at
jeg troen ret kan kende,
den tro, som har dig selv i favn,
fra den, som har vel troens navn,
men er dog død og intet!

Lad mig ej tro, hvad verden tror,
som visdoms vej forsager,
men lær mig, at jeg af dit ord
den rette mening tager
og bliver klippefast derved
til livets sidste stund og sted,
dit ord og navn til ære.

For alting lad din død og blod
mig trøste alle vegne,
at jeg mig med et trøstigt mod
din værdskyld¹ kan tilegne,
at leve og at dø derpå
og agte hele verden så
ej værd engang at nævne.

Og når min tro befindes svag
blandt mange stød og hinder,
så hjælp, at som den lyse dag
den snart igen oprinder!
Pust op igen den rygend brand,²
og sæt det knuste rør i stand
ved Åndens kraft og glæde!

Bo selv ved troen i min ånd,
at troen stærk kan blive,
alt mer og mer få overhånd,
og mange frugter give:
i trang at være uforsagt
og stræbe ret af al min magt
min næste godt at gøre!

O Jesus! du, som troens gnist
min sjæl har ladet kende,
ak, lad den aldrig blive mist,
men hjælp den til at brænde!
Hvad du har selv begyndt, fuldfør,
at jeg til sidst i troen dør
og får en salig ende!