Forståeligheden hæmmes af indskudte vendinger og den sindrige komposition: Jeg går med glæde, hvor Gud fører mig hen, for han skal bestemme, ikke jeg. Jeg opfatter altid alt, hvad Gud sender mig som bevis på hans nåde imod mig. Gud fører mig jo mod mit himmelske hjem – derfor (thi – 1.6) går jeg fortrøstningsfuldt frem, og stoler (lider – 1.7) på, at han har det bedste på hjerte / 4. skikker – tilsender, giver.

3. underlig – her i betydningen ubegribelig, mærkværdig / 4. drive – styre (ad den rette vej).

5. Thi fatter jeg et trøstigt mod – derfor vil jeg være fortrøstningsfuld / 7. vist – udtrykker ikke tvivl, men overbevisning: Guds vej er den bedste, det er sikkert og vist.

2. om - selvom. foden skulle brænde – Ordsp 6,28. 1 Kor 3,15. 1 Pet 4,12 – jf. nr. 633.3: „på gløder gå vi allen stund“. Ankeret er håbets symbol jfr. Hebr 6,19, derfor forekommer salmens slutningsord umiddelbart forkert: det er min troes anker. Brorson skrev imidlertid akkurat sådan, så det ikke lader sig afgøre, om han opfatter vendingen som ejefald. Den tyske tekst har „diess sey mein Glaubens-ancker“, ‘dette skal være mit tros-anker’. Sådan kan Brorsons linie også læses, og gør man det, fremkommer der en pointe, idet der da spilles på kærlighedssymbolet „hjerte“ i 1. vers og dobbeltsymbolikken i udtrykket „troes-anker“, så hele salmen om Guds førelse som grundtone får den kristelige treklang: Tro, håb og kærlighed, som også 3. vers tydeligt viser, at Brorson har i tankerne.