HØR melodien

Se salmens tekst:
213. I kvæld blev der banket p...
Vælg melodi:
 Thomas Laub 1920
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
Kædmon

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

1. I kvæld – i denne aften. Anslaget gør påskebegivenheden samtidig med den, der synger salmen. Helvedes port – Billedet af dødsrigets indgang er dels dannet på baggrund af Jesu ord i Matt 16,18 om dødsrigets porte, der ikke skal få magt over Kristi kirke, og forestillin­ger i Antiken om såvel Helvede som Paradis som befæstede byer, hvor adgangen bevogtedes som skildvagter vogtede datidens byporte / 2. - således. dundrer den rullende torden – association over de voldsomme naturfænomener, da Jesus døde på korset, Matt 27,51 / 3. herolden – budbringeren, englen, der siden væltede stenen bort fra Jesu grav, Matt 28,2 / 4. thi – derfor.

2

1. melder – meddeler / 2. en kæmpe – en stridsmand / 3. han springer i gry over svælgende dyb – her tænkes på afstanden mellem de nulevendes verden og dødsriget, jf. Luk 16,26.

3

1-4. gløder ... øgler og drager ... hugormen ... Helvedes ulv – her inddrages såvel oldnordiske, som middelalderlige helvedesforestillinger. I den nordiske mytologi skulle Fenris-ulven slippes løs ved Ragnarok, verdens undergang og opløsning.

4

1. hver fange – de lænkede i Helvede.

5

3. de lured – de lyttede og ventede med fuld opmærksomhed / 4. ilddrage-spyttet – billede på helvedes pinsler.

6

1. trediedagen – Kristi opstandelses dag, Matt 16,21; 17,23; 20,19. Luk 24,46. ApG 10,40. 1 Kor 15,4. da Hel-hanen gol – da Helvedes hane galede, da det blev morgen i Helvede / 2. og genfærd kom alle tilbage – de døde, der var dømt til evigt gengangeri.

7

1. stjernehob bleg – morgenfænomen: at stjernerne blegner / 2. den bolde – den friske, tapre (opstandne og levende) Kristus / 4. guldrøde – morgenrødens farver. Valget af det gyldne er ikke tilfældigt hos Grundtvig, for hvem „guld betyder glæde“ jf. nr. 752.

8

4. af hængsel fløj Helvedes porte – Den billedrige forestilling om Kristus, der fra graven sprænger dødsrigets porte af deres hængsler fik sine tidlige kunstneriske udtryk i den byzantinske kristendoms digtning og ikonmaleri. Inspireret af bl.a. Grundtvigs digt, er forestillingen genskabt i maleren Joakim Skovgaards (1856-1933) freskomalerier i Viborg Domkirke.

9

1. på stand – i samme øjeblik.

10

1. „Adam, hvor er du?“ – Grundtvig lader Kristus i Helvede gentage Guds kalden efter syndefaldet i Edens Have, for at tilkendegive, at opstandelsens sejr over død og grav gælder alle hensovede til og med det første menneske / 4. sin Hel-sot fik menneskesorgen – dødelig sygdom. Sorgen blev dødsmærket, da Kristus bragte opstandelsens morgen ind i Helvede.

11

1. Da Eva tog ordet – omvendt ordstilling: Da tog Eva ordet, og nærmede sig frelseren / 2. Min søn – Jesus er menneskesøn, og som sådan efterkommer af den første kvinde og mand, Luk 3,38 / 3. Jeg ene det voldte – Alene jeg er skyld i / 4. jeg lod mig dåre – jeg lod mig forføre.

12

2. kløgt-træet – kundskabens træ i Eden, 1 Mos 2,9; 3,3-7 / 3. skød mig i hu – bildte mig ind / 4. Vi rådte for verden alene – at alene mennesket herskede i verden.

13

1. I råde for – I bestemmer, har magten over / 3. blege og blå – dødens ligfarver / 4. fik at fornemme – måtte lære.

14

1. den sæd, mig blev lovet – det afkom, der blev forudsagt mig. I klassisk teologi opfattes slangen som Djævelen, og Jesus Kristus som den efterkommer, der skal knuse slangens hoved, 1 Mos 3,15. 1 Joh 3,8. til bod – til erstatning / 3. falder … til fod – knæler ned foran, som tegn på bøn og underkastelse. omsonst – forgæves.

15

3. i krone-gestalt – af udseende og skikkelse som en krone. Billede både på helgenglorien og himmeldronningens værdighedstegn.

16

1. Guds herligheds glans – Jesus Kristus / 2. til under for – til forundring for / 3. regnbuekrans – Grundtvig tænker på den strålekrans, mandorlaen, der omgiver hele den ypperste helgenindes, himmeldronningen Jomfru Marias krop. Her er Mariasymbolikken overført på Eva, menneskeslægtens moder. Hentydningen til regnbuens farver drager et gammeltestamentligt frelses- og barmhjertighedsperspektiv ind i digtet: Tegnet på Guds beslutning om aldrig mere at udslette alt levende, 1 Mos 9,13-17 / 4. brøde – overtrædelse, synd, forbrydelse.

17

1. end – endnu dybere ned / 4. sitred, så jorderig bæved – jordskælvet langfredag, Matt 27,51.

18

2. så favr – dejlig, vidunderlig / 3. han sattes på skjold – den sejrende helt bæres i triumf på skjolde.

19

3. keruben – engelen, som med et flammende sværd vogtede vejen til Paradiset.

20

3. thi er det på jord nu en salighedssag – derfor gælder det nu verden til salighed, at fast­holde troen og bekendelsen af Kristi nedfart til Helvede.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

213

I kvæld blev der banket på Helvedes port
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1920

1

I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2

»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4

På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5

På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6

Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7

Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9

Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10

Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot1 fik menneskesorgen!

11

Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

12

Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13

I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14

Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15

Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17

Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

20

Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Kædmon før 680.
N.F.S. Grundtvig 1837.

1 dødelig sygdom