HØR melodien

Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Thomas Hansen Kingo

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Kingo, Thomas Hansen



f. 15. dec. 1634 i Kongensgade i Slangerup, Nordsjælland. F: linned- og da­maskvæver Hans Thomesen K. (som sammen m. sin far, tapetvæver Thomas K. var indvandret fra Skotland). M: Karen Sørensdatter. I K’s gravskrift over faderen, lader sønnen ham udtale: „… Med Æren tiente ieg mit Brød / dend kruned baade Liv og Død / og vaar mit dyre Smykke / ieg aatte [ejede] ikke verdens Guld / nu eyer ieg saa megen Muld / som denne Steen kand Trykke / Min Rigdom vaar et ærligt Naun / et ævigt Liv i Himmel – Staun / det har ieg alt i eye …“ K. kom i latinskole i Slangerup og siden i den lidt større i Frederiksborg, hvor han fik kost og logi hos skolens rektor A.K. Bartholin. Efter Chr. IV’s udtrykkelige påbud skulle netop Frederiksborg latinskole særlig øve disciplene i sang og musik, og slottets nærhed gav stedet en vis prestige. 1654 forlod K. skolen med „be­rømmeligt testimonium“, og i maj blev han indskrevet ved univ. i Kbh. som dog lukkede p.g.a. pest mindre end en måned efter. Først fra 1655, hvor han fik bolig på Regensen, kunne K. begynde det teol. studium, som tog ham tre år. 1658 blev han huslærer først hos forvalteren på Frederiksborg, senere på Vedbygård, hvor han forhindrede en svensk soldat i at stjæle en af gårdens heste og til gengæld fik et skud gennem kinden. Da Sæbygård kom under samme forpagter blev K. også kendt med forholdene der, og hans rimekunst resulterede i skæmtedigtet „Sæbye-gaards KoeKlage“ (over avlstyrens død)!

1661 blev K. personel kapellan hos sognepr. Peder Jakobsen Worm i Kirke-Helsinge, som levede i 2. ægteskab med den langt yngre, norskfødte Sille Lam­bertsdatter Balchenborg. Hende digtede K. sin berømte kærlighedssang „Chrysilis du, mit Verdens Guld“ til. I 1663 prædikede K. for kongen, og fik ikke længe efter ventebrev på Slangerup sognekald. Men både sognepræsten dér og Peder Worm døde med en måneds mellemrum i 1668, og K. kunne nu næsten frit vælge mellem de to embeder. Problemet var enkerne. Valgte han det bedste embede, Slangerup, fulgte enken med; han ville næppe have råd til at betale hende af gennem det ‘nådsensår’ hun havde ret til at blive boende. Men K. ville have både det gode embede i Slangerup og Fru Sille i Kirke-Helsinge; det lykkedes først efter en retslig tvist med Slangerup-enken om pensionen. 1669 tog K. magistergraden og blev ~ til Sille Balchenborg, der med­bragte tre mindreårige døtre; men allerede året efter døde hun, og K. måtte i hast (1671) ~ den 16 år ældre Johanne Lau­ridsdatter Lund, formodentlig mest for husførelsens skyld. Hun døde 1694. I mellemtiden var K.’s halv stedsøn, Jakob Worm, blevet rektor for den lille latin­skole i Slangerup, og havde derved fået K. som sin direkte foresatte. Deres private modsætningsforhold udviklede sig til en offentlig fejde på vers, hvor Worm med grov satire skød til måls efter den kalot, K. som købstadspræst havde ret til at bære, men som i smæderimene blev til et symbol på alle K.’s svageste sider: fornemhed, selvbevidsthed, og forfængelighed. Visen munder ud i flg. uvelmente råd:  

          Gak aldrig dermed!
     Men giør dig en fluesmek deraf vel breed,
     Og naar du i Kroeret har drucket dit Øl,
     Tag Vand i Calotten, og Halsen i skiøll
     Og om du om Natten behøver en Pot,
          da brug din Calot.

  K. lod sig tirre til at give igen med endnu grovere vers, der ikke undså sig for tidens mest rå skældsord. Men Slangerup-tiden blev også brugt til at skrive hyldest- og lejlighedsdigte til samtidens mægtigste, heriblandt kongen, og til at skabe den husandagtssalmebog, som lagde grunden til K.’s berømmelse som sin tids største kirkelige digter.

1677 blev K. udnævnt til biskop for Fyns stift. 1679 blev han ophøjet i adels­standen. 1681 udgav han 2. del af husandagtssangbogen og året efter kongeligt udnævnt til doktor i teologi. Han var udpeget til, sammen med Sjællands højeste gejstlige at udforme Kirke-Ritualet 1685; men allerede 1683 var han blevet betroet at redigere en ny salmebog til afløsning af Thomissøns, der havde været brugt i mere end hundrede år. Han passede nidkært bispeembedets forskelligartede gøremål – kørte og sejlede på visitats, krævede kirkeejere til ansvar for kirkernes vedligeholdelse, betalte af egne midler 24 latinskoledrenges daglige gangtøj, indrettede undervisning i sang og musik og reorganiserede Gråbrødre hospitals økonomi, så flere syge og gamle kunne forsørges. 1694 ~ Birgitte Balslev, der som enke havde overtaget herregården Fraugdegård. De blev nært knyttede, hun fulgte ham på visitatsrejserne og forsvarede hans eftermæle mod anklager om slet regnskabsførelse. Hun sad hos ham, da han udtalte sine sidste ord: „Herre Gud, i morgen får vi en dejlig mu­sik at høre“. Efter flere års tiltagende sygdom døde K. søndag 14. okt. 1703 „ret som det ringede sammen til højmesse“.

K.’s egentlige kirkelige digtning indledtes med udgivelsen af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part 1674. Her var en morgen- og en aftensalme til hver ugedag – heriblandt „Rind nu op i Jesu Naun“, „Vaag op og slae paa dine Strenge“, „Dend klare Sool gaar ned“ – og fra genudgivelsen i 1677 var tre af dagene forsynet med et „Hierte-Suk“, en kort rimet bøn til hver morgen- og aftensang. Fra 1684 var der ‘sukke’ til alle salmerne. Digtenes teologiske skema er ortodoksiens faste: syndserkendelse, bod og derefter bedring i kraft af Kristi gerning og evangeliet. Men formen er appellerende.
Salmen skal gøre indtryk og fremkalde en virkning hos den der synger. Dette individuelle sigte kom endnu klarere til udtryk i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part, eller Siælens opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande tilfælde. Alting til Guds Ære 1681. Som titlen siger, var her sange over forskellige livssituationer, både konkrete – bordvers, til rejsebrug, som forberedelse til altergang – og mere almene opbyggelsesdigte, heriblandt „Far, Verden, far vel“ og „Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe“. K.’s Sjungekor havde et sigte ud over den praktiske andagt. Disse sange skulle manifestere en selvstændig dansk, kirkelig digtning. Sprogligt og poetisk lagde K. bevidst afstand til især de importerede tyske salmer „Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som an­dris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger.“ Ganske pudsigt, at Sjungekoret, ud over talrige danske oplag, også blev oversat til islandsk, svensk og tysk! Grundtvig sammenlignede siden K. med Shakespeare: „Konst­dommerne maa gjærne le ad mig, jeg bekjender dog, at jeg har spurgt, om det ikke var gamle William selv, der havde ladet sig døbe og sang…“ Med denne sammenligning var Grundvig nærmere en indsigt i K’s forfatterskab, end nogen siden er nået ind til.

Det, som skulle have været højdepunktet af K.’s karriere, blev hans største nederlag: Danmarks og Norges Kirkers forordnede Psalme-bog. Vinter-Parten 1689, der nåede gennem trykken og kongens godkendelse (25. jan. 1690), kun for alligevel at blive kasseret med et pennestrøg og uden nærmere forklaring (22. feb). K. havde lagt et halvt kirkeårs salmer fast i form af en halv salmebog – den såkaldte Vinter-Part, fra advent til efter påske. På 700 sider stod 267 salmer, heraf 136 af K. selv. Alle K.’s egne salmer var trykt i versform – hans samtidige digterkollegers på samme måde, men med lidt mindre typer – alle de øvrige, heriblandt Luthers, var trykt som prosa. Hvis den planlagte sommerpart skulle have været af samme omfang og indhold, hvilket alt tydede på, er projektets slagside temmelig indlysende. K. havde satset stort, også økonomisk. Han havde investeret i et helt bogtrykkeri, ansat medarbejdere, og i den måned, bogen havde kgl. privilegium, nåede man at trykke og indbinde mange. Meget tyder på, at salmebogens fald skyldes en hofintrige, der gik ud på at ramme kongens sekretær, Luxdorph, og måske også K. med antydninger om forsøg på at føre kongen bag lyset i henseende til K.’s indtægter af salmebogen. Da kongen blev klar over, at i hvert fald K. var uden skyld, var det for sent. Enevælden kunne ikke tabe ansigt ved at indrømme mangel på døm­mekraft. Personligt blev K. taget til nåde med en forfremmelse – han fik rang af justitsråd (4. marts!) – men salmebogen var tabt.

Den salmebog, der kom ud af den slidsomme proces efter Vinterpartens undergang, blev ikke den bog, K. havde tænkt sig. Men Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog 1699, kom alligevel til at rumme 86 salmer af K. som dermed blev bogens største bidragyder. Han fik privilegium på trykningen af både salme- og melodibog, og salmebogen gik under hans navn ind i den danske kirkes gudstjeneste- og menighedssang med en gennemslagskraft, der fortsat inspirerer.

A 46, 71, 85, 90, 91, 92, 113, 124, 126, 128, 137, 139, 141, 144, 149, 152, 166, 170, 176, 180, 181, 183, 184, 185, 186, 187, 191, 205, 208, 225, 226, 227, 232, 244, 270, 281, 300, 342, 357, 378, 393, 418, 427, 442, 465, 468, 472, 485, 490, 491, 598, 599, 600, 614, 615, 617, 624, 643, 644, 683, 684, 685, 686, 687, 708, 719, 739, 740, 741, 742, 743, 744, 745, 760, 761, 762, 763, 764, 765, 766, 767, 782


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kristenlivet - Forsagelse og kamp

614

Far, verden, far vel
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Dansk visemelodi 17. årh. / Kingo 1681
O kristelighed

1

Far, verden, far vel,
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed!

2

Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!

3

Hvad er mine år,
som listende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring, mit grublende sind,
min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?
Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?
Forfængelighed!

4

O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og med
forfængelighed!

5

Ak, ære, hvad er,
hvad er vel de kroner og kranse, du bær'?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled;
forfængelighed!

6

Ak, yndest og gunst,
du hastig opkomne og faldende dunst,
oppustende gøgler, henviftende vind,
med tusinde øjne du dog løber blind;
hvad est du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed!

7

Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss't!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mangen til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!

8

Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød!1

9

Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny;
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød!

Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet 1854 og 1899.

1 Luk 16,22