HØR melodien

Se salmens tekst:
213. I kvæld blev der banket p...
Vælg melodi:
 Thomas Laub 1920
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
Kædmon

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin



f. 8. sept. 1783 i Udby v. Vordingborg. F: sognepr. Johan Ottosen G. M: Cathrine Marie f. Bang. G. fik sin tidligste undervisning i hjemmet, men kom som 8-årig på kost og skolegang hos sin tidligere huslærer Laurids Feld, der var blevet sognepr. i Thyregod n. f. Vejle. Der blev G. til han var konfirmeret i april 1798, og i sept. samme år kunne begynde på Århus Latinskole. To år senere blev han udskrevet som student, og begyndte det teologiske studium på Københavns Universitet i okt. 1800. Hans appetit på at bruge sproget gav sig snart skriftligt udslag, og allerede 1802 indleverede G. en komedie til Det Kgl. Teater, som ikke brugte lang tid på at kassere den. Studierne var ikke intense, men han fulgte Steffens forelæsninger over Goethe. Ved den skriftlige eksamen i okt. 1803 afleverede han to opgaver ubesvarede, men fik to andre, som bragte ham frem til mundtlig eksamen som han bestod med andenkarakter. G. blev teologisk kandidat af sønlig pligt, interessen lå mest hos den oldnordiske litteratur.

I 1805 blev G. huslærer på godset Egeløkke på Langeland, hvor en forelskelse i husets frue, Constance Leth, medførte en eksistentiel afklaring, som dels modnede hans forhold til litteraturen – at de oldnordiske skrifter måtte læses og respekteres for deres egne, oprindelige kvaliteter – og at religionen var mere end dyrkelsen af den ædle fornuft. Derfor skrev han som sin første afhandling Lidet om Sangene i Edda 1806 og et indlæg i den aktuelle debat om gudstjenesten Om Religion og Liturgie, hvori han også behandlede sin egen tids kirkesang. Ved sin afrejse fra Egeløkke 1808 kunne han gøre sin erfaring op; hans „Aand“ havde fundet „Gud overalt; Fandt ham i Digternes Sang, Fandt ham i Vismandens Ord, Fandt ham i Myther fra Nord, Fandt ham i Tidernes Gang; Synligst og vissest den dog Fandt ham i Bøgernes Bog.“

I København fik han plads på Valkendorfs kollegium og blev lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut, og udgav 1809-11 flere skrifter inspireret af „Nordens Helteliv“.

G. havde flere gange prædiket på Langeland, men manglede endnu fakultetets godkendelse. Hans dimisprædiken blev berammet til 17. marts 1810 over Matt 5,16-17. Prædikenens overskrift og tema blev et opgør med samtidens rationalisme: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?“. Da G. lod den offentliggøre, blev der indgivet skriftlig klage over ham, og universitetet overvejede en irettesættelse. G. afviste, og skrev til kongen og bad om at blive tiltalt og dømt efter loven. Et religiøst betinget nervesammenbrud i dec. ledte ham i retning af kristelig selvransagelse, og under rekreationen i hjemmet besluttede G. sig for at blive faderens kapellan.

I jan. 1811 mødte G. for universitetets konsistorium i anledning af dimisprædikenen; men rektor „glemte“ at forkynde ham irettesættelsen. Dagen efter var han i audiens hos kongen. 28. maj ordineredes han i Trinitatis Kirke, og indsattes 9. juni som kapellan i Udby.

I de følgende år udgav G. en række historiske, poetiske og debatterende skrifter, heriblandt prædikener, som mere og mere skarpt gjorde op med tidens kirkelige rationalisme og politiske kræmmeri, og efterlyste historisk bevidsthed og kristelig klarhed som vejen til landets og folkets fremtid. Samtidens fremtrædende skønånder Oehlenschläger og brødrene Ørsted lag­de afstand til ham, og efterhånden stod han helt isoleret. 1815 bekendtgjorde han efter en velbesøgt prædiken i Frederiksberg Kirke, at han ikke mere ville bestige en prædikestol, med mindre kongen kaldte ham til det. Året efter begyndte G. udgivelsen af det kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke.

I december 1810 havde han digtet salmen „Deilig er den Himmel blaa“; og i 1817 tog han atter fat, først med det dramatiske digt „Paaske-Lilien“, siden med nogle salmebearbejdelser i anledning af reformationsjubilæet, og ved jule­tid „Det kimer nu til Jule-Fest“. I aug. 1818 ~ Elisabeth [Lise] Christina Mar­garetha Blicher. 1819 udgav han et debatindlæg om skoleundervisning, og 1820 en oversættelse af Bjowulf-kvadet, samt i december salmen „Et Barn er født i Bethle­hem“. 1821 kaldtes G. uansøgt til embedet som sognepræst i Præstø (og blev derved bragt en smule på afstand af hovedstaden). Året efter vendte han dog tilbage som kgl. udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.

1824 digtede G. „De Levendes Land“ og „Nyaars-Morgen“ der for alvor ud­trykker G.’s historisk-poetiske kristendomssyn. Julemorgen sluttede han sin prædiken med at fremsige salmen „Velkommen igien Guds Engle smaa“ som han havde digtet samme nat.

31. juli 1825 prædikede G. om ‘Det levende Ord af Herrens Mund’ som fremlagde det kirke- og kristendomssyn, der siden kom til at karakterisere det grundtvigske, at før Bibelens bogstav og kirkens tradition grundedes kirken på Herrens eget ord, som genlyder endnu i Fadervor under dåben og i ind­stif­tel­sesordene i nadveren. Samme år udgav han stridsskriftet Kirkens Gienmæle mod prof. Theol. Dr. H. N. Clausen. Denne anlagde injuriesag mod G., der nedlagde sit embede, da sagen lod til at ende i en dom, hvilket skete 30. okt. 1826, hvor G. idømtes livsvarig censur. Alt, hvad han derefter skrev skulle nu godkendes af politimyndighederne, og på de vilkår fandt G. ikke at kunne være præst. Hans salmer til tusindårsfesten for kristendommens indførelse blev afvist, og G. måtte udgive dem i et tarveligt særtryk og for egen regning. Den første i heftet var „Den signede Dag“ (!).

I de følgende år rejste G. tre gange til England, hvor han studerede angelsaksisk kristen digtning. Hjemme i København deltog han som prædikant i de kristelige forsamlinger, der afholdtes i Jac. Chr. Lindbergs hjem på Kalk­brænderivej. I marts 1832 fik G. overladt Frederiks Tyske Kirke (nu Christianskirken) til aftensangstjenester, samme måned digtedes „Tag det sorte Kors fra Graven“, og i december udgav L. C. Hagen en række af G.’s salmer og bibelhistoriske sange i Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom

I 1835 påbegyndte G. Sang-Værk til den Danske Kirke, hvis første hefte udkom i okt. året efter. 1837 udkom Sangværkets 1. bd., og Juleaftensdag hæ­vede kongen censuren over G., som samme nat digtede „Moders Navn er en himmelsk Lyd“. I 1838 ansøgte G. om tilladelse til at holde altergang og konfirmere; men biskop Mynster var aldeles afvisende. I 1839 søgte og fik G. embedet som præst ved Vartov Hospital, og 1. hefte af Sang-værkets 2. bd. udkom. 1840 udgav Peder Hjort: Gamle og Nye Psalmer med mange nye salmer af G. 1841 udkom 2. hft. af Sangværket (derefter pause indtil 1870). Sideløbende med sin præstegerning holdt G. historiske foredrag og beskæftigede sig med skoletanker. I 1843 havde G. samlet 102 salmer med henblik på et salmebogstillæg som modvægt til et udkast biskop Mynster havde udgivet. Titlen var allerede bestemt: „Psalme-Blade til Kirke-Bod“. Men da han året efter blev medlem af Københavns geistlige Konvents nydannede ‘Psalme-Comittee’ holdt han sine psalmeblade tilbage, og søgte at få så meget som muligt med i de Kirke-Psalmer udgivne til Prøve, som i jan. 1845 blev resultatet, og hvor en fjerdedel af salmerne da også var af G.

Den 8. dec. 1845 uddeltes i smug et trykt salmeark under gudstjenesten i Vartov – og dermed indvarsledes den grundtvigske salmesang. I løbet af 1846 udgav brødrene J. F. og R. Th. Fenger to hefter med h.h.v. påske-, himmelfarts- og pinsesalmer fortrinsvis af G. og G. afsluttede afhandlingen Den Christelige Børnelærdom (som dog først udkom 1868). 1848 blev G. indvalgt i den grundlovgivende rigsforsamling.

1850 samledes de salmer, G. uofficielt havde ladet afsynge i Vartov Kirke især ved højtiderne i salmebogen Fest-Psalmer. 1851 døde Lise G. 14. jan. og 24. okt. blev G. ~ Ane Marie Elise Toft, f. Carlsen. 1853 blev G. indvalgt i Rigsdagen for anden gang, og P. O. Boisen udgav en række af hans bibelhistori­ske sange i sangbogen Bibelske og Kirkehistoriske Psalmer og Sange for Skolen. 1854, den 9. juli, døde Marie G. 1856 åbnede G. højskolen Marielyst v. Kbh. 1858 ~ Asta Tugendreich Adelheid Reedtz f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs.

1859 udkom skriftet Christenhedens Syvstjerne. 1861 fejrede G. sit 50 års præste­jubilæum og tildeltes rang med Sjællands biskop. 1870 udkom endelig 2. bd. af Sang-Værket.

G. holdt sin sidste prædiken i Vartov 1. sept. 1872, og døde dagen efter, 2. sept. 1872, i sit hjem på Store Tuborg. Han blev bisat fra Vor Frelsers Kirke og begravet på Køge Ås.

A  1, 3, 4, 10, 18, 33, 41, 44, 56, 58, 66, 78, 79, 99, 100, 101, 105, 132, 134, 136, 140, 142, 143, 147, 148, 153, 155, 156, 158, 160, 161, 163, 164, 167, 168, 169, 179, 189, 206, 230, 234, 236, 241, 243, 251, 257, 263, 274, 279, 280, 282, 283, 286, 287, 290, 293, 294, 296, 298, 307, 309, 318, 319, 320, 321, 323, 324, 325, 327, 328, 329, 333, 343, 344, 348, 349, 350, 375, 376, 379, 380, 383, 384, 386, 387, 388, 392, 395, 396, 397, 401, 403, 405, 406, 407, 409, 410, 411, 425, 426, 430, 441, 443, 444, 445, 453, 454, 459, 466, 475, 479, 481, 486, 493, 504, 516, 517, 518, 519, 538, 539, 540, 542, 544, 545, 560, 561, 562, 563, 566, 580, 586, 608, 609, 623, 633, 652, 653, 654, 655, 673, 674, 675, 676, 694, 695, 696, 700, 701, 702, 703, 709, 710, 712, 713, 718, 727, 729, 733, 752, 780, 783, 790

B  32, 38, 40, 71, 72, 74, 81, 92, 94, 96, 102, 104, 107, 108, 115, 116, 118, 128, 133, 137, 141, 151, 182, 191, 192, 195, 196, 199, 201, 202, 210, 211, 212, 213, 214, 217, 218, 220, 221, 222, 223, 231, 235, 242, 246, 250, 252, 261, 289, 291, 292, 299, 300, 302, 303, 304, 305, 308, 316, 322, 332, 337, 338, 340, 341, 346, 353, 402, 417, 439, 446, 447, 451, 455, 467, 474, 487, 488, 491, 526, 554, 565, 573, 616, 638, 639, 662, 699, 716, 782  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

213

I kvæld blev der banket på Helvedes port
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1920

1

I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2

»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4

På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5

På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6

Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7

Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9

Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10

Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot1 fik menneskesorgen!

11

Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

12

Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13

I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14

Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15

Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17

Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

20

Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Kædmon før 680.
N.F.S. Grundtvig 1837.

1 dødelig sygdom